1. Begyndelsen

Okay, så nu gør jeg det- igen. 

Jeg har længe gerne ville skrive en blog, og har også forsøgt mig med noget forskelligt gennem tiden.

Dengang handlede min blog om min oplevelse med at spise blodtypekost. Denne gang skal det handle om noget helt andet- noget der aldrig ændrer sig, noget jeg burde have nemt ved at holde fast i- nemlig moderskabet. Forældreskabet. 

Jeg har tænkt en del over, hvor i min moderskabs-fortælling jeg skal starte denne blog, og jeg er kommet frem til, at det nok må være ved begyndelsen. 

For 6 måneder siden blev min kæreste og jeg forældre til en lille velskabt dreng. 54 cm. og 3720 gram. Vores første barn. Med ham kom selvsagt en masse tanker, bekymringer, oplevelser og uanede mængder af kærlighed og sårbarhed. 

Forældre siger det altid til kommende eller nybagte forældre - “I kan ikke planlægge, hvordan noget som helst skal være”, eller “Man kan ikke forberede sig på det.” Og det er også rigtigt nok, det kan man bare ikke. Måske er det heller ikke meningen? 

En novemberaften i 2021, tog jeg tilløb, og fortalte min kæreste, at jeg var klar til at lave en baby med ham.

Vi sad i kælder-restauranten på Dragsholm Slot og forkælede vores sanser med deres mange rettes gourmet-menu og dertilhørende vin. Gennem retter, der omfattede ord som snegleæg, søpindsvin og fåremælksyoghurt, fornemmede jeg, hvordan ordene ville lyde når de undslap min mund. Jeg forestillede mig min egen reaktion og ikke mindst, hvordan han ville reagere.  

Det var vigtigt for mig at sige det, inden vi blev tilpas tipsy af vinen, så alvoren af mine ord måske gled ud i sandet eller blev responderet med en fuldemands-joke. På trods af, at det var ham, der startede med at præsentere forslaget om “det rigtige tidspunkt" allerede for flere måneder siden, så var jeg bekymret for, om vinen og vores interne humor ville komme i vejen for ordenes alvor. Jeg vidste dog, at de ville komme til at veje tungt og lykkeligt i sidste ende, når først de blev sagt og forstået.  

Jeg husker ikke præcis hans reaktion, andet end den selvfølgelig var positiv og vi var meget lykkelige sammen lige dér, i kælderen, ved det store runde hviddug-beklædte bord, der var beregnet til nok 6 personer, men som der kun sad os ved. 

Foruden os sad der 4-6 andre gæster i restauranten, og under vores ophold blev vi enige om, at dét her helt klart var årets oplevelse, og at vi gerne ville af sted igen på et tidspunkt. Som jo nok, hvis alt gik vel, havde lange udsigter. 

Månederne gik, og i midten af marts 2022 stod vi og stirrede overrasket på de famøse 2 streger på den hvide pind, der mest af alt lignede en corona kviktest, som man havde kigget på i uendeligheder det sidste lange stykke tid.

Det virkede vildt underligt at se på en sådan test, der rent faktisk betød glade dage, og ikke uoverskuelige dage i ensom isolation. (Eller hvad?) 

Jeg tog testen en hverdags morgen, efter at have gået 1 uge over tid, og havde, i de løbende uger op til, klaget over ømt alt muligt, som vi googlede os frem til kunne være tegn på graviditet. Jeg forsøgte ikke at lægge for meget i den første test, men sagde noget a la “ja ja, nu må vi jo se” til min kæreste, og “jeg tager en test mere om et par dage.” Men faktum var, at jeg var gravid, og jeg vidste det var sandt. Jeg kunne mærke i min krop, at noget var forandret, og jeg har, i de sidste mange år, haft 100% styr på min cyklus, så at jeg var gået 1 hel uge over tid var virkelig usædvanligt. Faktisk, havde blot 1 enkelt dag været det. 

Om aftenen dén dag skulle vi til vinsmagning med et vennepar, og min kæreste og jeg gik i tænkeboks, for at finde ud af, hvilket scenarie vi kunne stable på benene, der fik det til at virke selvfølgeligt, at jeg indtog mindst muligt vin. 

Vi skulle være på en lille intim lokation i København, hvor det var forholdsvis nemt at komme til med offentlig transport, og jeg skulle dertil direkte fra arbejde. 

Vi snakkede frem og tilbage om diverse løsninger, og vi landede på, at min kæreste skulle tage bilen derind, med den undskyldning at han også kom direkte fra arbejde, og så havde jeg udnævnt mig selv til chauffør hjem igen. Nemt nemt. 

Aftenen igennem gik med, for alt i hele verden, at undgå samtaleemner, der kom bare nogenlunde i nærheden af at handle om familieforøgelse, for vi vidste godt, at der ikke var nogen af os, der kunne holde masken tilstrækkeligt. Vi ville i stedet bryde ud i en glædes-ros- eller måske helt lade vær med at sige noget og bare kigge panisk på hinanden- hvilket ville være lige så afslørende. 

Heldigvis sad vi alle 4 i vores bil efter smagningen, uden øjenkontakt os par imellem, da de første hentydninger om graviditet faldt- og vi kunne feje det væk med den obligatoriske “mnjah, nu må vi se”-frase, som vi så mange gange før havde liret af, og dén gang ment det.  Hurtigt emneskift og en lettet mental udånding. 

Et par dage senere tog jeg graviditetstest nummer to- hvor de to streger kom til syne inde for de første 10 sekunder. Igen tog jeg den om morgenen, da vi havde læst os frem til, at sådan en gang koncentreret morgenurin alligevel var bedst at måle på, så sådan blev det. Vi havde begge foretrukket lidt mere tid og ro omkring det, for min kæreste stod,begge gange, med det ene ben ud af døren, på vej på arbejde. 

Vi konstaterede at “jo, den er sgu go’ nok!” og “Hej-hej skat. Hav en god dag!” 

Mine tanker bankede derud af 24/7 de kommende dage, og det var først nogle dage efter, i weekenden, at min kæreste og jeg havde tid til at kigge hinanden ordentligt i øjnene, og spørge os selv og hinanden “..og hvad så nu?” 

Ja, så nu skal vi have et barn!